Martin Andersen Nexø (1869-1954)

Legenden siger, at Martin Andersen hadede, at se sine bøger indplaceret under A, hvorfor han tillagde sig tilnavnet Nexø, efter sin hjemby.

Selvom Andersen Nexø og Kirk tilhørte samme politiske retning, var deres forhold ikke altid uden skygger. Nexø gjaldt for at være et egenrådigt, selvglad menneske, særligt efter han havde opnået stor berømmelse i udlandet. Sine sidste leveår tilbragte han i DDR, hvor han blev æret som litterært ikon og massivt udgivet. Frem for alt hans to store romaner ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn” – den ene beskriver udviklingen og tilværelsens hårde skole for en indvandrerdreng fra landet frem til selvbevidst socialdemokratisk funktionær, den anden en proletarpiges tunge historie – gælder begge indtil i dag som den sociale romans mesterværker. De kunstneriske svagheder blev på grund af bøgernes vigtighed undertiden overset. Derefter svækkedes hans episke kraft tydeligt, dog kun få vovede, som Kirk allerede i 1929, offentligt at indrømme dette. Kirk kritiserede Nexø’s roman ”Midt i en Jærntid” hårdt, trods og netop på grund af at være ”en oprigtig beundrer af væsentlige dele af hans produktion”, da fra denne tendensen ”stikker ud af bogen som knoglerne på en mager krikke”.

Kirk skriver – og det bliver her udførligt gengivet, da disse poetiske overvejelser også er signifikante til forståelsen af hans egne værker:

” … Men i den sidste sætning har vi Andersen Nexø’s syn på kunstens opgave klart udtrykt. Kunsten skal bruges i den sociale kamp, åndsmennesket skal gå forrest i rækkerne, litteratur skal være tendens! Naturligvis skal kunsten bruges, og det er den altid blevet. Der findes ikke megen litteratur, som ikke er tendentiøs. Men man kan aldrig bedømme litteratur udfra dens tendens. Er det nok, at en bog har tendens, eller skal den have en bestemt tendens? Andersen Nexø, der har sluttet sig til arbejderklassen og kæmper for dens sag, er naturligvis ikke i tvivl om, på hvilken front kampen står.  Men hvis man bedømmer kunst udfra tendensen, kommer man ind i et subjektivt skøn og en jesuitisme, som er uden værdi. En oberst i Frelsens Hær vil udfra en tendensbetragtning med en vis ret kunne hævde, at kun ’Krigsråbet’s medarbejdere leverer en virkelig litterær indsats. … Hvis en socialist foretrækker rødhårede piger, er det ikke noget at sige til hans subjektive skøn. Men hvis han går så vidt, at han hævder, at kun de rødhårede er piger, er der grund til, at gøre ham opmærksom på, at hans subjektive fornemmelser fører ham på vildspor, og at han bør tage sagen op til en fornyet undersøgelse.

Maxim Gorki, den største nulevende proletarskribent, som er en fornem humanist, en stor kunstner og et menneske fuld af godhed og inderlighed, angriber et sted Tolstoi og Dostojefski. … Skønt Gorki er dybt uenig med Tolstoi og Dostojefski og anser deres meninger for skadelige, nægter han dem ikke litterær anerkendelse.

Gorki, der selv ejer en kunstnerisk fuldkommenhed, er nemlig fuldtstændig klar over, at det, som gør et værk til et kunstværk, er dets anskuelighed og artistiske form. En mand kan have så rigtige og kloge meninger, han vil, hvis han mangler den kunstneriske formevne, bliver han aldrig digter. …

Ligeså sikkert som litteraturen har sin sociale funktion, ligeså afgjort har den sin selvstændige værdi.

Kunst må være anskuelig, og tendensen må ikke stikke ud af bogen som knoglerne på en mager krikke. Litteraturkritikerens mål er ikke at nedsable de bøger, der har en tendens, han personlig ikke kan lide, men at undersøge, hvilken opgave kunstneren har stillet sig, og hvorledes han har løst den. Han kan heller ikke acceptere en bog, alene fordi dens tendens tiltaler ham. …

I forlagsreklamen får man at vide, at det ”er den danske bonde, som bogen skildrer”. Men det er noget vrøvl at ville skildre ”den danske bonde”. (Hvorfor ikke skildre den danske isenkræmmer eller jord- og betonarbejder). Man kan skildre ”en dansk bonde”, men ikke et gennemsnit af alle danske bønder. At den, der føler sig knyttet til arbejderstanden og den sociale kamp, kan angribe gårdmandsklassen politisk, er let at forstå. Men vil man skrive en bog om ’bonden’, har man i det mindste den pligt at gøre et forsøg på at forstå hans vilkår. Der var ingen skade til, om billedet af den forspiste agrar forsvandt af arbejderpressens spalter, og det er i hvert fald ikke behageligt at se det indrykket i litteraturen. Som roman er bogen så mislykket, som den overhovedet kan være, og som pamflet mangler den hvashed og virkeligt bid. Heldigvis kender vi en anden Andersen Nexø – Pelles og far Lasses kloge og menneskekærlige forfatter.” [1]

Litteratur:

Hans Kirk: Midt i en Jærntid. In: Litteratur og tendens. Essays og artikler. Gyldendals Uglebøger. København 1974. S. 80 – 86

Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren (1906–10)

Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn (1917–21)

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein