Johannes V. Jensen (1873 – 1950)
Den enigmatiske nobelpristager fra 1944 er en institution og central figur i den danske litteraturhistorie. Der er næppe en så omstridt forfatter. Med sin roman ”Kongens Fald” lykkedes det ham at skabe et centralt værk i den moderne litteratur, bogen blev flere gange kåret til det 20. århundredes mest betydende danske roman, tilhører den såkaldte litteraturkanon og har til dato bevaret sin uudgrundelighed. Hans store historiske romaner giver stadig i dag sprængstof på grund af deres utilslørede socialdarwinisme … Johannes V. Jensen er en lys- og skyggefigur, som enhver kulturinteresseret har at forholde sig til. Otto Gelsted, Kirks livslange ven og tænker af profession, var den første, som vovede kritisk at nærme sig Jensens værk. Kirk havde, som forventeligt, sine problemer med dette elitære, ærkekonservative menneske, som ikke skyede nogen kamp og som begav sig ind i utallige fejder: ”Johs. V. Jensen er som Hamsun en genial digter, en vidunderlig artist … hvis han havde karakter, intellektuel holdning, ville han være et geni.”[1]
Litterært regnede Kirk ham til ”bondedigterne”, bondeforfatterne og særligt i denne funktion var han for Kirk af betydning. Hans ”Himmerlandshistorier”, noveller som beskriver det landlige liv i Himmerland, denne vidunderlig smukke egn syd for Limfjorden, gælder ved siden af Henrik Pontoppidans ”Fra Hytterne” som genrens nonplusultra. Kirk kunne med sit ”Skyggespil” tilføje den en tredje excellent repræsentant.
