Cementfabrikken har radikalt forandret livet i den tidligere bondeprægede Alslev. Nu ruller strejke, opsving, krig og recession over landet som store bølger og former mange skæbner. Takket være sin nye form og sprog lykkes det Kirk med uforlignelig lethed og velgørende ironi, at ramme livet i sin helhed før og under første verdenskrig.

 Hans Kirk

 

”Hans Kirk skabte den sociale roman. Han alene har æren. Alle andre har lært af ham. Med romanen Daglejerne rykkede han et skridt frem ad sin vanskelige vej. ... Og med De ny tider fortsætter han sit ligeløb... Der er ikke et eneste forløjet træk i dette værk! Det er klassisk samme dag, det udkommer.”

I De ny tider træffer vi alle mennesker igen, som vi lærte at kende og holde af i Daglejerne ... først og fremmest den rødhårede Cilius, den storkæftede Cilius, der evindeligt praler af at have slået en mand til ’krevl’, den vældige Cilius, der er fagforeningsmand og med alle sine dundrende fejl er selve underklassens oprørske ånd. Ham er det, der bærer bogen. Og om ham er det, at romanens største begivenheder naturligt grupperer sig. Først strejken på cementfabriken, en strejkeskildring, som ikke ligner nogen anden i litteraturen, for her er det ikke vold og sabotage, der fråses i; her er det arbejdernes evne til at sulte, der beundres, og deres urokkelige optimisme, der fejres. Så er det oprettelsen af en brugsforening, så opførelsen af en forsamlingsbygning, og endelig verdenskrigen.” (Tom Kristensen)

Die neuen Zeiten

 

Fra efterskriften:

De fem årtier efter tabet af Schleswig og Holsten i 1864 frem til første verdenskrig har i den grad forandret Danmark som ingen anden periode efter den sidste istid. Danskernes ”kollektive sjæl” lader sig kun forstå, såfremt man begriber de tektoniske forskydninger i politik, erhvervsliv og miljø, men også i kultur og hverdagsliv. En hel generation af meget forskellige og førsteklasses forfattere arbejdede på at få fat i forandringerne ud fra 20’ernes og 30’ernes retrospektiver.

Allerede forinden havde de store borgerlige klassikere Drachmann, Jacobsen, Wied

 og Bang forsøgt at læse tidens tegn. Den moderne danske litteraturs opblomstring begynder så med Pontoppidans forsøg på, i hans stort anlagte udviklings- og livsroman ”Lykke-Per” (1898-1904), at ramme overgangen til de moderne kommercialiserede, sekulariserede tider; arv og miljø står dér i centrum for opmærksomheden. Nexø fuldendte med ”Pelle Erobreren” (1906-1910) og ”Ditte Menneskebarn” (1917-1921) denne udvikling sociologisk gennem proletarisering af sine helte. Allerede få år senere finder bevidstheden om den borgerlige verdens undergang og følelsen af rodløshed kongenialt udtryk i Jacob Paludans ”Jørgen Stein” (1932) og dens allersidste eskalation hos ”den tabte generations” danske forfattere, i Tom Kristensens roman om en selvdestruktion ”Hærværk” (1930), Knud Sønderbys ”Midt i en Jazztid” (1931), hos Martin A. Hansen, Hans Scherfig o.a.

 

Hans Kirks såkaldte kollektivromaner rager som en særlig fremtoning op fra denne falanks af litterær eksklusivitet.

 

I den nationale erindring bliver nederlaget mod Bismarcks og Wrangels hære følt som dybeste, næsten Kopernikanske krænkelse. Dog resultatet er paradoksalt. Den nationalstatslige svækkelse førte til en aldrig tidligere forekommende identitetsstyrkelse. Det tidligere mægtige og enorme og stolte Danmark blev endegyldigt skåret tilbage til en geopolitisk dværg, med kun få millioner indbyggere. Men disse fandt et nyt sammenhold, afsondrede sig i forfinet sprog- og traditionsbevidsthed og begyndte at dyrke deres egenart, og det mere og mere jo mere uomgængelig de internationale forviklinger  i verden holdt indtog. Transport- og telefonvæsen, veje, skinner, spor og broer opstod, de næsten endeløse mose- og hedelandskaber i Jylland blev opdyrket og drænet; på dem begyndte landbrugsbedrifter og industrivirksomheder at brede sig. Kunne den litterære nationalhelgen Steen Steensen Blicher (1782-1848) i dagevis strejfe gennem heden uden at træffe et en sjæl, så skulle der 100 år senere næppe længere have været et ophøjet punkt, hvorfra man ingen gård, ingen vej, ingen skorsten eller silhuetten af en kalket kirke fik at se.

Danmark udviklede sig til en betydende faktor indenfor erhvervslivet. Frem for alt blomstrede landbruget, snart var landet blevet til en hovedleverandør af kød- og mælkeprodukter til sine store og bekymrende stærke naboer Tyskland og England. De tyske nationalsocialister betragtede endnu det hurtigt okkuperede land som spisekammer og forsyningsbasis for hær og folk, som et land, hvor det flød med mælk og honning. Ud af talrige små mejerier, bryggerier og slagterier voksede snart gigantiske levnedsmiddelforarbejdende koncerner, som også i dag stadig leverer til hele Europa. Men der opstod også store rederier, værfter, sværindustri, de få råstoffer som det magre land bød på blev nådesløst udnyttet. Hidtil kendte man kun til bønder af enhver art, håndværkere og tjenestefolk, nu kom et bekymringsvækkende proletariat til. De store byer København, Århus, Odense og Aalborg forandrede deres udseende radikalt. Det politiske system blev rystet, der opstod venstreorienterede partier, fagforeninger bød pludselig virksomhederne trods, kirken mistede indflydelse, kvinderne, som overhovedet først i 1857 var blevet erklæret myndige, begyndte at tage aktiv del i samfundslivet. Var by og land længe fuldkommen fremmede og havde de næppe direkte berøringspunkter, så opstod lidt efter lidt en dyb følelse af enhed og ligeværd, som blev den mentale forudsætning for den enestående skandinaviske velfærdsstat.

Om alt dette kan man læse i lærde bøger, men man finder også næsten alt hos Hans Kirk, fra næsten retsløse tjenestepiger og karle til storbønder og industriledere. Bagefter bliver Kirks kollektivromaner ”Fiskerne”, ”Daglejerne”, ”De ny Tider” og ”Borgmesteren går af” synlige som et ambitiøst forsøg til mindste detalje på en encyklopædisk skildring af den sociale mangfoldighed i det danske samfund i forandringens afgørende år. Også de nyere lag af ingeniører mangler ikke , heller ikke middelstanden, købmændene, bureaukratiet, det juridiske område, finanssektoren, udvandrerne, kirkens kamp for overlevelsesberettigelse, alle kvinders kamp om ligeberettigelse, skolerne og universiteterne, det frygtede og samtidig så vigtige fattigvæsen ( hvem der én gang benyttede hjælpen, mistede livslangt vigtige borgerlige rettigheder), de betydende forbrugs- og andelsbevægelser osv. (fra efterskriften)

©Text Jörg Seidel

© Oversættelse Poul Klein og Jörg Seidel