Otto Gelsted (1888 – 1968)

 

Helt ind i fysiognomiet mindede Otto Gelsted om Lytton Strachey. Som denne var han  skoleeksempel på en intellektuel, velbevandret på mange områder og umættelig nysgerrig. Gelsted var lyriker, forfatter, journalist, kritiker, kunstteoretiker, han oversatte Freud og Adler fra tysk, Whitman fra engelsk, Odysseen og Iliaden eller den gamle latiner Catull, beskæftigede sig med matematik og var velbevandret i filosofien, særligt påvirket af Marburger skolens nykantisisme. Og han var en mand, om hvem hele tidens kulturelle liv syntes at dreje sig – han må have været et utroligt inspirerende menneske. Hans værker derimod, også disse i parallel til den store engelske intellektuelle, fandt næppe udbredelse udover kulturlivets indre kerne. Oversættelser til tysk er for eksempel ikke påviselige.

 gelsted

 

De to lærte allerede hinanden at kende, da Kirk, næppe 20 år, stadig studerede. Gelsted gjorde ham, som egentligt hele det intellektuelle Danmark, fortrolig med Freud og Kirk bragte omvendt den 10 år ældre ven nær på Marx og Engels, om hvilke han gennem Hartmut Frisch ved Sorø-akademiet havde fået en forestilling. Der begyndte vel Gelsteds forvandling til kommunisten. Hans mest betydelige digt ”Reklameskibet”, som ”af mange, derunder af Tom Kristensen, blev betegnet som den danske ekspressionismes gravskrift”, tilegnede han H.R.K., Hans Rudolf Kirk, der i 1923 ikke engang havde offentliggjort én afgørende avisartikel og det skal måske også forstås som tak for den teoretiske udvidelse af horisonten (Marx). ”Den materialistiske overfladecivilisation, som kritikløst har hyldet de ekspressionistiske digtere, bliver her gennem et digterisk og kritisk talent i ordets sande betydning sprængt i luften.”[1]

 

Og hvad findes der ikke om bord?
Her er udstillinger af billed- og kogekunst,
fransk køkken og kubisme og kemisk madlavning,
her er den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit,
fra proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse,
til millionærens luksus-wc.

Her er kosmetiske klinikker og selvmordskontorer,
hvor fortvivlede mennesker kan søge hjælp
mod erlæggelse af passende vederlag,
her forevises nye tricks på lægekunstens område,
mænd og kvinder der forvandles til hinanden,
her er selve skibet med alt hvad der hører sig til,
tennishaller og svømmebassiner og kirken og avistrykkeriet,
hvis blad bringer hele biblen som føljeton,
her er kæmpegyroskopet,
der med sine 180.000 omdrejninger i minuttet
ophæver enhver slingring
og sikrer passagererne mod søsyge!

Men inde i havnen
sidder en mand i et skur
foran et bord med urskiver og maskiner.
Han har en shagpibe i munden
og ser ud som en almindelig blond dansk student.

Og midt i den populære shimmy
"Ryst mig, til jeg revner",
mens en ildmand skræver frem på reklameskibet
og forkynder en ny sandhed for menneskeslægten:

OMA ER BEDST
lyder der et brag -

 

Den unge mand, der sidder i et skur på havnen, med shagpibe i munden og udeseende som en almindelig blond dansk student er ingen andre end Kirk. Denne igen citerer stolt digtet i sin artikel om Gelsted i anledning af hans 50. fødselsdag. Der skriver han et regelret laudatio: ”Gelsted er ikke bare en strålende lyriker, hvis digte vil stå sammen med Sofus Clausens og Thøger Larsens i den levende danske litteratur, men han er en polyhistor, en polemiker og en vittig kronikør, og man kan ikke let overvurdere den betydning, han har haft for dansk åndslivs udvikling i de sidste tyve år. Skønt han aldrig selv har forsøgt at skaffe sig nogen indflydelse, har han fået den ved sin skarpe intelligens, sin sjældne kundskaber på vidt forskellige områder og først og fremmest gennem sin ubestikkelige, kritiske hæderlighed.” Næsten 20 år senere skriver den alvorligt syge Kirk dagen før en livsfarlig operation – det lyder i det mindste som et afskedsbrev – til vennen: ”Du har betydet uhyret meget for generationer af digtere og malere, og ikke mindst for mig. Godt, at jeg traf dig i min ungdom. Det vil jeg gerne sige dig, før jeg i morgen med roligt sind lægger mig på operationsbordet.”[2]

Kirk fik nok et par, om end af sygdom plagede år.

 

Han kunne også takke Gelsted for det mangeårige kritiske følgeskab og når Kirk udgav et nyt værk, så kunne han være sikker på, at Gelsted stod bag ham med ærlig recension, men heller ikke veg tilbage for åben kritik.

 

Den nære sammenspisthed mellem de to livs- og åndsverdener rakte til ind i det private område: Gelsteds store, om end uopfyldte kærlighed hed: Ellen Kirk.

  

 

Reklameskibet (Otto Gelsted 1923)

Skibet stævner ind
i den skumrende havn.
Megafonen brøler en hilsen til byen,
de elektriske projektører
kaster deres femfligede stråle
lige til vejrs som en komethale
og tegner med ildskrift på skyerne:
KØB EN FORDBIL

Og nu er skibet
én eneste funklende illumination,
flyverne beskyder det med bengalske bomber,
skorstenen, der har form som en tuborgflaske,
og de bemalede sider med deres kæmpemæssige figurer
og bogstaver som en fantastisk camouflage,
Kodakpigen, Johnnie Walker o.s.v.
veksler i blændende farver,
der spejler sig i søen,
så skibet ligger snart i en grøn afgrund,
snart i en ild af gule, spillende luer,
snart i en bloddam.

Og hvad findes der ikke om bord?
Her er udstillinger af billed- og kogekunst,
fransk køkken og kubisme og kemisk madlavning,
her er den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit,
fra proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse,
til millionærens luksus-wc.

Her er kosmetiske klinikker og selvmordskontorer,
hvor fortvivlede mennesker kan søge hjælp
mod erlæggelse af passende vederlag,
her forevises nye tricks på lægekunstens område,
mænd og kvinder der forvandles til hinanden,
her er selve skibet med alt hvad der hører sig til,
tennishaller og svømmebassiner og kirken og avistrykkeriet,
hvis blad bringer hele biblen som føljeton,
her er kæmpegyroskopet,
der med sine 180.000 omdrejninger i minuttet
ophæver enhver slingring
og sikrer passagererne mod søsyge!

Og her er endelig passagererne -
alle der står i offentlighedens og sensationens tegn!
Den 136-årige olding fra Volhynien,
der var med Napoleon i Moskva,
det seksårige skakgeni Sammi Meyer fra Polen
og de sammenvoksede tvillinger,
hvoraf den levende bærer den anden omvendt på sin isse,
så de visne arme og ben
hænger ned om hans hoved
som en pragtfuld fjerbusk.

Og så naturligvis et passende udvalg
af Verdenskrigens fallerede regenter og berømtheder -
plus mellem besætningen og køkkenpersonalet
de uundgåelige russiske storfyrster
og wienske operadivaer.

Og på første plads
filmens stjerne,
helten fra det vilde vesten
(med Odolsmil),
verdenskomikeren
(med Odolsmil)
og solskinspigen
(med Odolsmil).

Men inde i havnen
sidder en mand i et skur
foran et bord med urskiver og maskiner.
Han har en shagpibe i munden
og ser ud som en almindelig blond dansk student.

Han venter på det øjeblik,
da skibet er over det rette felt.
Så trykker han på en knap.
Det er ingen ild fra himlen, han venter,
nej, han selv rejser ilden fra afgrunden.
Og midt i den populære shimmy
"Ryst mig, til jeg revner",
mens en ildmand skræver frem på reklameskibet
og forkynder en ny sandhed for menneskeslægten:

OMA ER BEDST
lyder der et brag -

 

 

 

Litteratur:

Torsten Brostrøm/Jens Kistrup: Dansk Litteratur Historie. Bind 4. Fra Tom Kristensen til Klaus Rifbjerg. Politikens Forlag København 1966

Hans Kirk: Litteratur og tendens. Essays og artikler. Gyldendals Uglebøger. København 1974

Hanne Marie/Werner Svendsen: Geschichte der Dänischen Literatur. Wachholtz Verlag Neumünster 1964

Morten Thing: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. Gyldendal. København 1997

©Tekst Jörg Seidel

© Oversættelse Poul Klein



[1] Svendsen/Svendsen: Geschichte der Dänischen Literatur, S. 437

[2] Litteratur og tendens. S. 112 und 204

Joomla templates by a4joomla