Otto Gelsted (1888 – 1968)

 

Bis in die Physiognomie hinein erinnert Otto Gelsted an Lytton Strachey. Wie dieser war er der Paradetyp des Intellektuellen, auf vielen Feldern bewandert und von unersättlicher Neugier. Gelsted war Lyriker, Schriftsteller, Journalist, Kritiker, Kunsttheoretiker, er übersetzte Freud und Adler aus dem Deutschen, Whitman aus dem Englischen, die Odyssee und die Ilias oder den alten Lateiner Catull, beschäftigte sich mit Mathematik und war in der Philosophie bewandert, besonders vom Neukantianismus der Marburger Schule beeinflusst. Und er war ein Mann, um den sich das ganze kulturelle Leben der Zeit zu drehen schien – er muss ein unglaublich inspirierender Mensch gewesen sein. Seine Werke dagegen, auch dies in Parallele zum großen englischen Intellektuellen, fanden kaum über den inneren Kern des Kulturlebens Verbreitung. Übersetzungen ins Deutsche etwa sind nicht mehr nachweisbar.

 Für Kirk war er in allererster Linie als lebenslanger Freund von Bedeutung!

Gelsted

Die beiden lernten sich bereits kennen, als Kirk, kaum 20-jährig, noch studierte. Gelsted machte ihn, wie eigentlich das ganze intellektuelle Dänemark, mit Freud vertraut und Kirk brachte dem 10 Jahre älteren Freund umgekehrt Marx und Engels nahe, von denen er durch Hartmut Frisch an der Sorø-Akademie einen Begriff hatte. Da begann wohl Gelsteds Wandlung zum Kommunisten. Sein bedeutendstes Gedicht „Das Reklameschiff“, das „von vielen, darunter von Tom Kristensen, als die Grabschrift des dänischen Expressionismus bezeichnet“ wurde, widmete er H.R.K., Hans Rudolf Kirk, der 1923 noch nicht mal einen maßgeblichen Zeitungsartikel veröffentlicht hatte und das vielleicht auch als Danksagung für die theoretische Horizonterweiterung (Marx) zu verstehen ist. „Die materialistische Oberflächenzivilisation, der die expressionistischen Dichter kritiklos gehuldigt hatten, wird hier durch den Kraftausbruch eines dichterischen und kritischen Talents im wahrsten Sinne des Wortes in die Luft gesprengt.“[1]

Og hvad findes der ikke om bord?
Her er udstillinger af billed- og kogekunst,
fransk køkken og kubisme og kemisk madlavning,
her er den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit,
fra proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse,
til millionærens luksus-wc.

Her er kosmetiske klinikker og selvmordskontorer,
hvor fortvivlede mennesker kan søge hjælp
mod erlæggelse af passende vederlag,
her forevises nye tricks på lægekunstens område,
mænd og kvinder der forvandles til hinanden,
her er selve skibet med alt hvad der hører sig til,
tennishaller og svømmebassiner og kirken og avistrykkeriet,
hvis blad bringer hele biblen som føljeton,
her er kæmpegyroskopet,
der med sine 180.000 omdrejninger i minuttet
ophæver enhver slingring
og sikrer passagererne mod søsyge!

Men inde i havnen
sidder en mand i et skur
foran et bord med urskiver og maskiner.
Han har en shagpibe i munden
og ser ud som en almindelig blond dansk student.

Og midt i den populære shimmy
"Ryst mig, til jeg revner",
mens en ildmand skræver frem på reklameskibet
og forkynder en ny sandhed for menneskeslægten:

OMA ER BEDST
lyder der et brag -

Der junge Mann, der in einem Schuppen am Hafen sitzt, mit einer Shagpfeife im Mund und aussieht wie ein gewöhnlicher dänischer Student, ist kein anderer als Kirk. Dieser wiederum zitiert stolz das Gedicht in seinem Artikel über Gelsted anlässlich dessen 50. Geburtstages. Dort schreibt er eine regelrechte Laudatio: „Gelsted ist nicht nur ein glänzender Lyriker, dessen Gedichte zusammen mit Sophus Claussens und Thøger Larsens in der lebendigen dänischen Literatur stehen werden, sondern er ist ein Polyhistor, ein Polemiker und ein geistreicher Chronist, und man kann seine Bedeutung für das dänische Kulturleben der letzten 20 Jahre nicht leicht überbewerten. Obgleich er nie selbst versucht hat, sich Einfluss zu verschaffen, hat er diesen durch seine scharfe Intelligenz bekommen, seine seltene Kennerschaft in weit auseinanderliegenden Gebieten und zuallererst durch seine unbestechliche, kritische Redlichkeit.“ Fast 20 Jahre später schreibt der schwer erkrankte Kirk am Tage vor einer lebensbedrohlichen Operation – es klingt zumindest wie ein Abschiedsbrief – an den Freund: „Du hast für Generationen von Dichtern und Malern ungeheuer viel bedeutet und am meisten (ikke mindst) für mich. Gut, dass ich dich in meiner Jugend getroffen habe. Das will ich dir gerne sagen, bevor ich mich morgen mit ruhigem Gemüt auf den Operationstisch lege.“[2] Kirk hatte noch ein paar, wenn auch von Krankheit geplagte Jahre.

Zu danken hatte er Gelsted auch für die jahrelange kritische Begleitung und wenn Kirk ein neues Werk veröffentlichte, dann konnte er sicher sein, dass Gelsted mit ehrlichen Rezensionen hinter ihm stand, aber auch vor offener Kritik nicht zurückscheute.

Die enge Verquickung der beiden Lebens- und Geisteswelten reicht bis in den privaten Bereich: Gelsteds große, wenn auch unerfüllte Liebe hieß: Ellen Kirk.

 Ellen Kirk Otto Gelsted JvJ 1935

 

Literatur:

Torsten Brostrøm/Jens Kistrup: Dansk Litteratur Historie. Bind 4. Fra Tom Kristensen til Klaus Rifbjerg. Politikens Forlag København 1966

Hans Kirk: Litteratur og tendens. Essays og artikler. Gyldendals Uglebøger. København 1974

Hanne Marie/Werner Svendsen: Geschichte der Dänischen Literatur. Wachholtz Verlag Neumünster 1964

Morten Thing: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. Gyldendal. København 1997

 

©Text und Übersetzungen Jörg Seidel

 

Reklameskibet (Otto Gelsted 1923)

Skibet stævner ind
i den skumrende havn.
Megafonen brøler en hilsen til byen,
de elektriske projektører
kaster deres femfligede stråle
lige til vejrs som en komethale
og tegner med ildskrift på skyerne:
KØB EN FORDBIL

Og nu er skibet
én eneste funklende illumination,
flyverne beskyder det med bengalske bomber,
skorstenen, der har form som en tuborgflaske,
og de bemalede sider med deres kæmpemæssige figurer
og bogstaver som en fantastisk camouflage,
Kodakpigen, Johnnie Walker o.s.v.
veksler i blændende farver,
der spejler sig i søen,
så skibet ligger snart i en grøn afgrund,
snart i en ild af gule, spillende luer,
snart i en bloddam.

Og hvad findes der ikke om bord?
Her er udstillinger af billed- og kogekunst,
fransk køkken og kubisme og kemisk madlavning,
her er den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit,
fra proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse,
til millionærens luksus-wc.

Her er kosmetiske klinikker og selvmordskontorer,
hvor fortvivlede mennesker kan søge hjælp
mod erlæggelse af passende vederlag,
her forevises nye tricks på lægekunstens område,
mænd og kvinder der forvandles til hinanden,
her er selve skibet med alt hvad der hører sig til,
tennishaller og svømmebassiner og kirken og avistrykkeriet,
hvis blad bringer hele biblen som føljeton,
her er kæmpegyroskopet,
der med sine 180.000 omdrejninger i minuttet
ophæver enhver slingring
og sikrer passagererne mod søsyge!

Og her er endelig passagererne -
alle der står i offentlighedens og sensationens tegn!
Den 136-årige olding fra Volhynien,
der var med Napoleon i Moskva,
det seksårige skakgeni Sammi Meyer fra Polen
og de sammenvoksede tvillinger,
hvoraf den levende bærer den anden omvendt på sin isse,
så de visne arme og ben
hænger ned om hans hoved
som en pragtfuld fjerbusk.

Og så naturligvis et passende udvalg
af Verdenskrigens fallerede regenter og berømtheder -
plus mellem besætningen og køkkenpersonalet
de uundgåelige russiske storfyrster
og wienske operadivaer.

Og på første plads
filmens stjerne,
helten fra det vilde vesten
(med Odolsmil),
verdenskomikeren
(med Odolsmil)
og solskinspigen
(med Odolsmil).

Men inde i havnen
sidder en mand i et skur
foran et bord med urskiver og maskiner.
Han har en shagpibe i munden
og ser ud som en almindelig blond dansk student.

Han venter på det øjeblik,
da skibet er over det rette felt.
Så trykker han på en knap.
Det er ingen ild fra himlen, han venter,
nej, han selv rejser ilden fra afgrunden.
Og midt i den populære shimmy
"Ryst mig, til jeg revner",
mens en ildmand skræver frem på reklameskibet
og forkynder en ny sandhed for menneskeslægten:

OMA ER BEDST
lyder der et brag -

 

 

 



[1] Geschichte der Dänischen Literatur, S. 437

[2] Litteratur og tendens. S. 112 und 204