Danmarksrejsen (1966)

”Det er jo et meget forstandigt synspunkt, at man skal kende sit eget land,  før man begiver sig ud i det fremmede.”

Allerede siden slutningen af 40´erne skrev Hans Kirk små rejseberetninger for ”Land og Folk”. Alene eller med familien, til fods, på cykel eller med tog berejste og besigtigede han sit fædreland. I slutningen af 50´erne opstod så den ide, sammen med tegneren Alex Secher, at sammenfatte disse rejseberetninger til en bog men først i 1966, altså 4 år efter Kirks død, blev den i stort format og rigt illustrerede bog ”Danmarksrejsen” offentliggjort og snart vel også igen glemt.

I den forbindelse er de 26 korte kapitler frem for alt et: En kærlighedserklæring til landet. Læseren, som gennem mange år kendte Kirk som en stejl politisk kommentator der ikke skræmtes tilbage for bitter spot og beskyldninger, følger her en af naturen fredeliggjort forfatter, der synes at hvile i sig selv og ud fra denne ro fuldstændig overbevisende kan forklare kærligheden til sit land og glæden over dets milde skønhed. Det betyder nu ikke, at Kirk fuldstændig havde beroliget sin sociale samvittighed – hvor der frembydes et lille stik, der bliver lejligheden ikke forsømt -, men de socialkritiske ytringer er så blødt formuleret, at de kun virkeligt falder i øjnene på den derefter opmærksomt søgende. 

Ud af den pågældende rejsebeskrivelses umiddelbare nærhed synes det hele tiden kun at dreje sig om egnen, naturen, men på den sammenfattende afstand bliver det tydeligt, at Kirk forfulgte et ambitiøst projekt, nemlig det, at gøre det danske menneske synligt. Hvad bliver der af et folk, som gennem generationer har måttet kæmpe sig igennem med landbrug og fiskeri, hårdt arbejde i den frie natur, som mange steder er udsat for de formende elementer vand, vind og sand, et folk, som næsten vokser op uden nær horisont og derfor tilbeder bløde forhøjninger som feticher og hele tiden bestiger dem på ny, for at begribe de uendelige vider og den åbne himmel. Danskerne, det er siden tidernes morgen mennesker med overblik og med respekt for verdens uendeligheder – synes Kirk at ville sige os. De lever i vide territoriale og historiske rum. Næsten manisk bestiger Kirk ethvert lille bjerg og fejrer det fjerne og friheden, det vide udsyn. Hvad skal man også gøre, i et land uden store sensationer? Således er det lovprisning af det lille, det beskedne.

Kirk lytter til befolkningen. Næsten overalt befinder der sig en gammel mand, en fisker, bonde eller proletar, som ordknap giver et par facts eller historier til bedste. Sagn, overtro – det har for længst altid fascineret Kirk: Dværge, trolde, ånder, gengangere, røvere og hævnere, Robin-Hood-typer som Jens Langkniv. Hele tiden også påberåbelse af store litterære forgængere: Blicher, Aakjær, Pontoppidan. Men også realhistorie: Livet med havet, kampen om liv og død, når vejret pludselig slår om, det altødelæggende sand, som over natten kan opæde en hel gård, de vandrende klitter, de uberegnelige moser, men også den hårdnakkede udvinding af nyt land ved tørlægning af søer og moser. Hvad naturen tager i den ene ende, det må mennesket tage tilbage i den anden. Kirk tager hele tiden parti for menneskene. Således kan han afvinde selv brunkulsfelternes månelandskaber rundt om Herning berettiget skønhed og at det engang fuldstændig skovklædte Danmark i dag kun har et par skovplantager at fremvise – der bliver beundret og dæmoniseret som mystiske eventyrskove – har sin berettigelse, for menneskene behøvede nu træet til skibe, ovne eller høfder.

Hans særlige forkærlighed gælder naturligvis hans nedstamnings hjemegn Jylland og der igen det nordlige, hvor han og begge familiegrene er vokset op: Af den grund også de mange krydshenvisninger til værk og biografi. Fra Skagen helt mod nord går turen gennem det frugtbare Thy; der tilbragte Kirk uforglemmelige somre hos bedstemor og oldemor, sidste udløber af en århundredgammel, matriarkalsk ledet storbondeslægt. Det går videre ned ad vestkysten, strenge landskaber med indesluttede, dybt religiøse indremissionske mennesker, fra hvem faderen nedstammede. Så tilbage til Himmerland og Mariager fjord, den egentlige hjemstavn, over Mols Bjerge tilbage til Sydjylland og først den sidste tredjedel af bogen er viet Fyn, Sjælland, Møn og Bornholm; Langeland, Lolland og Falster får ikke noget ud af det.

Kirk oplevede landet i ombrud. De fleste moser var lagt tørre, heden opdyrket, skovene fældet, veje åd sig ind i landet, de gamle landbrugsejendomme begyndte at forsvinde, de små landsbyer og byer antog urban karakter, de hvidkalkede kirker blev til turistmål; han rejste i Danmark på en tid, da man efterhånden blev bevidst om, at de sidste rester hellere måtte bevares, såfremt man ikke vil true den nationale identitet. Det er ikke nogen dårlig ide, efter fem årtier at gøre Kirks rejsebeskrivelser til anledning for en sammenlignende ny omrejse. Bogen vækker i hvert fald rejselængslen.

Litteratur:

Hans Kirk: Danmarksrejsen. Tegninger af Alex Secher. Chr. Erichsen Forlag. København 1966. 208 Seiten

©Text Jörg Seidel

© Oversættelse Poul Klein