Henri Barbusse: Jesus (1928)

 

En videre fælles linje forblev hidtil ubemærket, i hvis retning Kirks værker ligger. Alle vegne bliver Barbusse nævnt som forfatteren af ”Ilden”, måske dertil også hans politiske virke, men at den hovedsageligt ud af symbolismen kommende forfatter et liv langt befattede sig med religionsgrundlæggernes figur, er i vidt omfang blevet glemt. Gåden om Guds eksistens beskæftigede allerede den unge Barbusse; temaet genoptog  han ved slutningen af 20’erne endnu en gang og skabte straks 3 værker herom: Et evangelium, et teologisk skrift og et teaterstykke. Frem for alt kunne de første to have indvirket betydeligt på Kirks produktion og hvis det er således med dem, så må det kunne eftervises i hans egen Jesus-roman ”Vredens Søn”. Allerede det faktum, at begge beskæftiger sig med Kristus i litterær form, synes betydende. Vi ved, at danskeren allerede som ung mand intensivt fulgte franskmandens produktion og det er usandsynligt – sprogkyndig og allerede i lang tid tryllebundet af de religiøse spørgsmål og bibelfast som han var –, at disse eminente værker skulle være undgået hans opmærksomhed. Og disse værker er betydende, også selv om de i sin tid kun vakte liden opmærksomhed og siden synes glemt. Man var og er åbenbart usikker på, fra en som ’kommunistisk’ gældende intellektuel, fra en krigsforfatter, en gruens kronist, at have et ægte bidrag til religiøse spørgsmål foran sig.

 Barbusse

I ”Jesus” skabte Barbusse et Jesus-evangelium, som nogle kritikere havde sammenlignet med Nietzsches Zarathustra. Mere forskellige kunne to tekster imidlertid ikke være. Barbusses i jeg-perspektivet gengivne Jesus selvbiografi fremkommer helt uden patos og vil forklare religionen ud fra en antireligiøs og ikke overreligiøs (transreligiøs), ud fra en primær menneskelig og ikke overmenneskelig impuls. Jesus er en almindelig mand med almindelige, arbejdende forældre, selvfølgelig sensibel og med tilbøjelighed til at iagttage, tænke og efterspørge, som føler sig forpligtet til sandfærdigheden. En gud har i hans verdensbillede ingen plads; han afslører Gud som menneskelig projektion. Alt går indefra ud ad: Hvem der tror på sig, kan helbredes. Den helbredte lamme f. eks. ”troede, at en gudelig ånd er kommet ind i ham, medens den dog var kommet ud af ham. For han kendte ikke sandhedens retning” (89) En personificeret Messias kan derfor ikke eksistere, også dette må lægges ind i det indre: ”Messias er ånden og ånden er i os.” (96) Det er en radikal omvurdering  af Jesu værdier og ord, som vi kender dem fra den kristelige tradition. Barbusse betjener sig derved hele tiden af bibelske, apokryffe og gnostiske kilder, fletter umærkeligt originalscener ind. For så vidt forsøger han at være historisk korrekt. Men nogle gange forlader han også kendsgerningernes grund, tydeligst, når han beskriver damaskusoplevelsen som direkte konfrontation mellem Jesus og Paulus – som historisk ikke kan have mødt hinanden. Paulus afslører sig i denne samtale som ivrig religionsstifter, der kun forstår at udnytte Jesu budskab og deformerer og instrumentaliserer det. Jesus distancerer sig også fra zeloterne og deres spontane aktioner. Da han endelig begriber sin fejlslagne ankomst, beslutter han sig ved et selvoffer at imødegå processen af det forudseelige misbrug, kun lidet anende, at dette netop skal blive betingelsen for den senere genopstandelsestanke.

 

Ikke altid kan bogen, som indeholder nogle vidunderlige tanker og sætninger, overbevise kunstnerisk, på nogle steder forbliver den mørk og svag på andre virker den klodset og sammenføjet, men frem for alt burde Barbusse have været klar over, at et ”Evangelium” fra hans pen måtte fremkalde mere usikkerhed end samtykke. Derfor planlagde han fra starten, at stille et teoretisk værk ved siden af den, som fremlægger ”dokumenterne, fingerpeg og grunde”, ”som har ledet mig i mine forsøg på, at gå tilbage til den virkelige fortid og følge Jesus, det menneske, som var mest gudeligt og som mere end nogen anden har forstået, opstillet og dømt menneskene.” (7) ” Jesu Judasser” -  bogen verserer også under titlen ”Jesu forræddere” – er en teologisk sværvægter og må indtil i dag anses som et væsentligt bidrag til Jesu-forskningen, eller nærmere Jesu afmytologisering. Hvis man afsøger de antikke og bibliske skrifter, så bliver der ikke meget tilbage af en real Jesus-figur. Alligevel tror Barbusse, ”at faktisk har en eller anden levet, en ret ukendt jødisk profet, som underviste og blev korsfæstet.” (80) Jesus i evangelierne er et kompositum af ”det gamle testamentes messias, den græsk-syriske Kristus af den nye religion og ham fra virkelige personers rige, som forkyndte en ny lære og som blev korsfæstet på det angivne tidspunkt.” (95) Kun den sidste del har real-karakter, men denne er for os næsten forsvundet. Man skal dog skelne mellem den teologiske kategori ”Kristus” og den real-eksisterende og revolutionære Jesus. ”Hvem der læser evangelierne med loyal alvor, bliver gennem hundrede detailler overbevist om, at personen, hvis skridt man følger og hvis ekko man følger, har alt fra et menneske og intet fra en gud.” (132) Dog dette menneske blev af Paulus og apostlene, senere af den romerske stat og kirken kidnappet og bortført. I stedet for som Jesus at tro på ens egen ånd, forfører de den tidlige kristusmenighed til at tro på Jesus og gennem ham på en udenforstående gud af hvem al frelsen kan forventes. For Barbusses Jesus er troen ”åndens viljesakt, som definitiv bekræfter sandfærdigheden af hvad ånden vil; han er den væsentlige tillid til synligheden, og den overstrømmende tillid, som river skabningen op over sig selv; den impulsive lige linje indefra udad …” Det er altså troen på sig selv, der befrier og frelser eller i Barbusses praktiske formel: ”Den bedende bønhører sin bøn.” (177) På godt dansk: Vær selv din styrke bevidst. Jesus bliver dermed til grundlægger, det nye testamente til grundlæggelsesdokument, af en social samvittighed overhovedet ( smlgn. 226). Barbusse betoner derved gentagne gange, at dette er ingen verdensanskuende motiveret slutning, men at hans studier og overvejelser førte ham til denne ”ateistiske” Jesus og i øvrigt allerede længe før hans krigsoplevelser og dermed før hans ideologiske og kunstneriske kovending.  

I hvert fald på Kirk, som parallelt dermed ligeledes beskæftigede sig med temaet religion, måtte disse tanker virke meget inspirerende. Helt ind i sine sene år fulgte han den teologiske diskussion. Således skriver han omkring 1960, to år før sin død, ved en anmeldelse af Johannes Sløks bog ”Kristen moral før og nu”, netop om ”oprører og proletar” Jesus, om ”klassekæmperen, der ville befri de fattige fra rigdommens plage og udbytningen”(1). Litterært havde han sat en sådan Jesus et mindesmærke i ”Vredens Søn” (1950). Lånene hos eller paralleliteten til Barbusse er tydelige. Hos begge må Jesus sno sig mellem zeloternes aktivistiske krav og den apostoliske forherligelses forlangende, hvorved Kirk i zeloten Simon ser den historiske kraft virkeliggjort, medens han afviser den professionelle forbryder Gaals anarkistiske potentiale. Hans Jesus går jo endelig også i stykker på grund af sin egen ubeslutsomhed. Kirks Jesus har initieret den sociale opstand uden at lede den, Barbusses Jesus leder den, uden umiddelbart at have initieret den, frem til den private slutkonsekvens. Væsenssammenfaldet mellem begge består i anerkendelsen af den revolutionære Jesus, der netop ikke mente, man skulle holde den anden kind frem eller give kejseren, hvad kejserens er – sådanne udsagn blev forkert overleveret eller forkert forstået. Intet svagt kærligheds-ideal havde foresvævet ham, men retfærdigheden havde været hans højeste kategori. Det kan være tilstrækkeligt, at citere nogle centrale udsagn hos Barbusse, for at optegne den indholdsmæssige nærhed. Kirk burde i hvert fald have nikket da han læste:

”I den aktive tankes og gernings rige skaber han ren tavle for den personlige anstrengelse. Han angriber den jordiske rigdoms grundlæggende uretfærdighed -, der kommer udefra, som kongernes vilkårlige herredømme. Alt det er tænkt i samme retning. Reformen, som han bringer, er af moralsk, menneskelig og folkelig orden.” (85)

 

”… at den af Jesus forkyndte indre gud er en menneskets guddommeliggørelse og  at intet berettiger os til at antage, at det er mere. Jesus viste sig som en af de reneste og mest kategoriske blandt tænkerne, som har forsøgt, at opbygge en lære af materialet indefra og ikke materialet udefra.” (149)

 

”Jesus taler mod de rige, fordi rigdom er grundlagt på noget ydre og på uretfærdighed. Forretten for rigdom falder oppefra som et tilfælde på menneskene; den har ikke sandhedens retning, som udspringer fra den enkelte selv. Den piller retfærdighedens symmetri fra hinanden.” (199)

 

”For den sande betydning af udtalelsen: ’Jeres rige er ikke af denne verden’ er bredere og mere enkel, end man i almindelighed antager; det opstiller det, som er, i modsætning til det, som skulle være. Udsagnet vil sige: denne verden er ikke egnet til jeres ideal. Langt fra at være en befaling til at renoncere, er det meget mere en befaling til angreb og til kamp: I kan ikke virkeliggøre jeres rige, når I lader verden være, som den er; I er retsløse! Jesus påtager sig dommen over det tilsyneladendes verden og hykleriet. Han pålægger de troende pligten, at fjerne modsigelsen mellem den jordiske virkelighed og sandheden: Modsigelsen mellem verden og Himmerige.” (207)

 

”… for det var meget mere et socialt end et religiøst netværk, hvad de første kristne dengang forsøgte, idet de løftede deres menneskelige, bortslagtede gud op over jorden … Det var endda et antireligiøst værk, som undergravede den gamle, i den gamle ordning rodfæstede religion (301)

 

”Som man læser i Esajas himmelfart: ’De udvalgte vil stige op, for at dømme og tilintetgøre fyrsterne, denne verdens engle og guder, som kæmper med hinanden og bestjæler hinanden, og den verden, som er behersket af dem.’ Men den udvalgte vil hverken være et forudbestemt menneske, eller en engel, eller et udvalgt folk, men folket selv.” (326 f.)

 

Men folket selv – det er ord til andet det quintessentielle udsagn af Kirks Jesus-roman!

 

Men der er også mulige faktiske lån, som ikke findes i den klassiske bibellitteratur. Kirk afviste for eksempel, at gøre jøderne ansvarlige for Jesu korsfæstelse og indsatte derfor romerne – en tanke, hvis kohærens Barbusse begrunder bredt i sit studie. Eller han konfronterede Jesus, lignende Barbusse, direkte med zeloten og esseneren. Maria, Jesu mor, bliver hos begge, hos Kirk ganske vist endnu stærkere end hos Barbusse, fremstillet som ”almuekvinde”, som almindelig, simpel, udslidt, proletarisk kvinde og ikke som Immaculata. Og endelig kunne hans særlige interesse for Judas-figuren, som var nødvendig, fuldtud være blevet opildnet fra Barbusses hæretiske indsigt: ”Jesu sande forrædere var ikke den såkaldte apostel Judas, men alle dem, som havde bemægtiget sig titlen apostel.” (180)

    

 

Litteratur:

Barbusse, Henri: Das Feuer. Tagebuch einer Korporalschaft. Berlin 1967

Barbusse, Henri: Jesus. Leipzig/Wien 1928

Barbusse, Henri: Die Judasse Jesu. Leipzig Wien 1928

Kirk, Hans: Vredens Søn. København 1950

Thing, Morton: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. København 1997

Vidal, Annette: Henri Barbusse. Soldat des Friedens. Berlin 1955

 

 

 

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein

 

Joomla templates by a4joomla