Émile Zola: La Terre - Jord (1887)

”Det forblev ham en levende, vedvarende følelse: Jorden, jorden, som han  attråede så meget, havde besat så meget, jorden, som han havde givet alt gennem tres år, sine lemmer, sit hjerte, sit liv, den utaknemmelige jord var skiftet over i et andet handyrs arme og gav stadig udbytte, uden at opbevare ham en andel."

Al moderne realisme, ligegyldigt, om den bekender sig dertil eller ikke, står i gæld til Zola. Også Hamsun eller Kirks kollektivromaner har franskmandens store, komplekse værker som fælles forfader. Især den 15’roman i den 20-delte cyklus ”Les Rougon Macquart. Natur- og socialhistorie om en familie under det andet kejserrige”, bonderomanen ”Jord” burde her have spillet en særlig rolle.

Som aldrig før fremlægger dette overvældende, fyldige, direkte fortælleværk den bondske sjæl åben, dens følelses- og åndeverden. Her blev for første gang litterært og uden mystifikation evident, hvad alt dette betyder: Jord, ejendom, penge, hjem, blod, familie, tradition – alt dybt forankret, gennem generationer, væsentligt, uden egentligt at blive reflekteret. Hvem der vil forstå bøndernes næsten-naturlige konservatisme, der ikke lader sig uddrive over en enkelt generation, kommer ikke uden om Zola. Han taler om individer, som agerer gennem århundreder, der bærer et ”århundredgammelt had” i sig, eller gør krav på en trehundrede år gammel identitet. Man kunne have ønsket sig Lenin, Stalin og Mao som flittige og forstående Zola-læsere, så kunne stor lidelse være blevet forhindret. Zola beskriver menneskene som en antropolog, ja, som en zoolog, som dyr. De kender tilsyneladende kun de animalske drifter og deres umiddelbare tilfredsstillelse, de skræmmes heller ikke tilbage for forbrydelse, for at tilfredsstille deres primære behov. Besiddelsesløshed er værdiløshed, den fremmede er altid suspekt. Således skjuler den unge Francoise for sin egen mand Jean den mod hende af hendes familie begåede lumske forbrydelse, fordi han er tilflytter, en fremmed og familiesammenholdet strømmer meget dybere i blodet: ”En mand fra en anden egn, der var vokset op et andet sted, man vidste ikke hvor, en mand, som ikke tænkte, som folkene fra Rognes tænkte, som syntes at være anderledes bygget end hende, fra hvem ingen forbindelse til hende var mulig, selvom han havde gjort hende gravid” (476), selvom  han var det eneste menneske i hendes korte liv, der nogensinde havde imødekommet hende med noget som kærlighed. Hellere sendte hun sin mand i armod.

Da Zola blev kritiseret for denne drastiske anskuelse, så kunne han henvise til objektiviteten: ”Hvorfor gør man således, som ville jeg bagtale de stakler.  Jeg havde kun det ene ønske, at vise dem således, som vort samfund har skabt dem…”[1] I dette projekt – at vise menneskene, hvorledes de har skabt vort samfund – står Zola og Kirk på samme side.

Mindst tre skæringspunkter lader sig lokalisere:

Hele tiden henviser Kirk til ”bonderomanen” når han skal indplacere sig i en tradition, blot tænker han der især på den nationale tradition – Skjoldborg, Aakjær, Nexø, Johannes V. Jensen, Jacob Knudsen er navnene, som fremkommer der hele tiden, men også de måtte lade sig måle med Zolas ”Jord”.

De naturalistiske landvindinger, tematiseringen af det enkle og af de mest simple folk, benyttelsen af traditionelle, lokale dialektale særheder, den ofte følelsesafladede vivisektion af tilstandene, frasigelsen af den for dominerende og dømmende fortællerrolle, integrationen i den konkret-historiske sammenhæng, den sociale bevidsthed …, alt dette måtte Zola erobre sig på ny og af denne fundus kunne man siden betjene sig.

Og endelig er det ”Jord”, hvor Zola tydeligst forsøgte, at afløse den skabende succession til fordel for en ny kompleksitet, altså at gå den vej at præsentere mange personer samtidigt og lægge de mellemmenneskelige relationer åbne. Dermed blev han til en af den såkaldte kollektivromans stamfædre.

  Litteratur: Zola, Émile: Die Erde. Berlin (Ost) 1964

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein