Aldous Huxley: Kontrapunkt (1928)

 

Når talen er om kollektivromanen, så bliver Huxleys ”Point Counter Point” af og til nævnt og faktisk burde det være Huxleys mest komplekse værk. Allerede i ”Those Barren Leaves” eksperimenterede han med gruppesujettet, da han samlede en gruppe intellektuelle og Bonvivants af meget forskellig kulør på et italiensk slot og sarkastisk kompromitterede deres permanent forfejlede kommunikation. Personkredsen i ”Point Counter Point” bliver ganske vist uddraget af samme lag, men er tydeligt mere omfattende og relationerne mellem personerne mere intensive. Hans ide med ”novel of ideas” (297) holdt han forpligtet fast på, for bogen er fattig på ydre handling, derimod overvældende på filosofisk refleksion og psykologisk dybdeforskning. Bogen har ikke et egentligt plot, i stedet for bliver der udkastet en hel række med hinanden sammenflettede handlingslinjer. Man vil derfor ikke kunne lade den gælde som fadder til kollektivromanen i Kirks betydning, det skulle da være, man definerede den virkeligt kun ved personmængden og perspektivskiftet gennem den til enhver tid handlingsbærende person. En egentlig gruppeudvikling finder ikke sted, alle individerne – alle de godtborgerlige, højtuddannede kunstnerlag, videnskabsmænd og intellektuelle – forbliver enkeltatomer, som kun kortvarigt forener sig til formålsalliancer. Det drejer sig for ham, Huxley, der vil indfange fremmedgørelsen og isoleringen, ikke om gruppedynamik. Bogen er meget snarere en filosofisk pamflet og udelukker sig fra et bredere publikum ved sin meget høje adgangstærskel.   

 

Huxley vil vise menneskenes mangfoldighed og det med dobbelt formål. Selvom hans figurer næsten alle tilhører et samfundslag, så har de dog de mest forskellige ideer, karakterer, skæbner, men hver figur er dertil også en ide, følelse, krop, drift, begær, fysisk størrelse, politisk element osv., i korthed, det moderne menneske er intet in-divid (ikke delelig) længere og dets handlinger lader sig heller ikke forklare ud fra en af disse komponenter og er i sig selv selvmodsigende. Indbyrdes finder de næppe frem til gensidig forståelse, den overstrømmende kommunikation løber ud i intet. Med bidende kynisme og fremragende (selv)ironi – man kan ikke læse bogen uden et smil på læben – fører Huxley sin egen verden i livet, til dels også som nøgleroman, ad absurdum.

 

Et intellektuelt fyrværkeri og et betydende bidrag til den moderne roman!

 

 

Litteratur:

Aldous Huxley:

Point Counter Point. HarperCollins. London 1994

Those Barren Leaves. HarperCollins. London 1994

 

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein

Joomla templates by a4joomla